Europa må holde op med at være bange for at reagere

Ruslands hybridkrig mod Europa begyndte hverken med landets fuldskala-invasion af Ukraine eller i de seneste år. Kremls efterretningstjenester har gennemført fjendtlige operationer over hele Europa, siden Vladimir Putin kom til magten.

Alt for længe har Europa undladt at reagere tilstrækkeligt. Nogle frygtede, at en stærkere reaktion ville provokere Moskva. Men det modsatte er sket. Kreml tolker tøven og frygten for eskalering som svaghed, hvilket indbyder til yderligere aggression. Hver eneste svage reaktion lærer Kreml, at det kan afprøve den næste grænse og skabe mere uro og kaos i vores samfund uden at blive udsat for konsekvenser, der er alvorlige nok til at ændre dets adfærd. Putin går så langt, som han får lov til. Frygten for eskalering har ikke forhindret eskalering: den har tværtimod fremmet den yderligere.

Europa er mål for russisk hybridkrigsførelse, der bliver stadig mindre »hybrid«. Den kombinerer militære og ikke-militære midler, der ofte er udformet til at forblive under tærsklen til åben væbnet konflikt, herunder cyberoperationer, desinformation, økonomisk tvang, sabotage og udnyttelse af migration som våben. Grænsen mellem hybrid og konventionel krigsførelse er blevet udvisket. Vi hører dagligt om sabotagehandlinger og sabotageforsøg mod vores infrastruktur samt om droner, der krænker vores luftrum og endda er lastet med sprængstoffer, som i Leipzig. I forbindelse med valg intensiveres russiske cyberangreb og desinformationskampagner. GPS-forstyrrelser og -spoofing er hverdagskost i Europas østlige grænseområder. 

Rusland udgør fortsat den største trussel mod Europas demokratiske integritet. Landet retter sine angreb mod os gennem informationsmanipulation og hybrid indblanding. Ved at oprette hundredtusindvis af falske konti på sociale medier, især i forbindelse med valg, søger Rusland at påvirke folks holdninger, fremstille Rusland som stærkt og uovervindeligt samt forstærke fortællinger og kandidater, der er gunstige for Kreml.

Rusland handler ikke alene: Det har partnere i autoritære stater som Hviderusland, Kina, Iran og Nordkorea. Hviderusland har f.eks. brugt migration som et våben ved EU’s grænser, hvor der i 2024 blev registreret over 36 000 koordinerede forsøg på at krydse grænsen. I Østersøen har skibe med tilknytning til Kina været involveret i hændelser, der har beskadiget kritiske data- og elkabler.

Rusland, dets allierede og dets stedfortrædere skal stå over for reelle konsekvenser, ikke blot fordømmelse. Vi har brug for et fælles trusselsbillede, stærkere værktøjer, større beredskab, reel operationel kapacitet og viljen til at anvende dem. Enhver krænkelse af en medlemsstats suverænitet skal imødegås med effektive gengældelsesforanstaltninger.

EU-medlemsstaterne har endnu ikke udviklet en koordineret reaktion på hybridkrigsførelse på nationalt plan, på europæisk plan og, hvor det er relevant, sammen med NATO.

Europas østflanke er dens første forsvarslinje, og vi har brug for en hurtigere gennemførelse af »Eastern Flank Watch«, et EU-initiativ, der har til formål at styrke overvågningen og forsvaret langs EU’s grænser til Rusland og Hviderusland.

Vi skal også indføre strengere regler for russiske pasindehavere, der rejser ind i EU. Som et minimum skal der indføres indrejseforbud for alle, der gør tjeneste i russiske sikkerheds- og efterretningsorganisationer, herunder tidligere medlemmer, der har kæmpet i Ukraine. 

EU skal bruge sin økonomiske og diplomatiske magt til at forhindre den de facto russiske flåde i at operere og omgå sanktioner. Ejerne og operatørerne af disse skibe skal straffes. Desuden skal konsekvenserne for beskadigelse af kritisk undervandsinfrastruktur (CUI) skærpes betydeligt, så de virker afskrækkende. 

Vi har brug for bedre udveksling af efterretninger, flere ressourcer til at bekæmpe desinformation og stærkere beskyttelse af vores kritiske infrastruktur. Men frem for alt har vi brug for sanktioner, der rammer Ruslands økonomi i hjertet. 

Siden begyndelsen af Ruslands angreb på Ukraine har EPP-Gruppen krævet beslutsomme sanktioner, men Rådets trinvise tilgang var langsom, og den russiske økonomi havde tid til at tilpasse sig. Kremls propaganda hævder, at sanktioner ikke virker. Det er ikke sandt. Sanktioner virker, men kræver en stærkere håndhævelse og mere dristige foranstaltninger.

I juli vedtog EU den 21^. sanktionspakke mod Rusland. Inden årets udgang vil russisk flydende naturgas (LNG) blive forbudt i EU, og importen af gas via rørledninger vil blive udfaset senest den 30. september 2027. Europa-Parlamentet skærpede Europa-Kommissionens oprindelige forslag om et forbud mod olie og olieprodukter, hvilket betyder, at de langsigtede kontrakter afsluttes tidligere end oprindeligt foreslået. 

Dette er velkomne beslutninger, men der skal gøres mere. Europa-Parlamentets forslag er beskrevet i den betænkning, som plenarforsamlingen vedtog den 16. september. Europa kan være stærkt, hvis det vil. Men denne beslutsomhed udfordres af et enormt, løgnagtigt russisk propagandamaskineri. 

De europæiske ledere må holde op med at frygte de foranstaltninger, der er nødvendige for at forsvare vores sikkerhed. I dag er Ukraine et eksempel på viljen til at forsvare sig og vinde. Det samme gælder Moldova og Armenien, som har været udsat for massive hybride angreb, hvor alle midler i Moskvas arsenal er blevet anvendt, og hvis ledere og befolkninger ikke desto mindre har stået fast.