Mordet på Daphne er fortsat en prøve for retsstatsprincippet i Europa

Forretningsmanden Yorgen Fenech er blevet frikendt for medvirken til mordet på Daphne Caruana Galizia.

Dommen er en skandaløs retfærdighedsfejl, der er yderst vanskelig at forene med den mængde bevismateriale, der blev fremlagt under retssagen. Den kan ikke sætte punktum for den europæiske debat om Daphnes mord, den korruption, hun afslørede, eller de institutionelle svigt, der omgav hendes mord.

Næsten ni år efter, at en journalist blev sprængt i luften i et EU-medlemsland for at udføre sit arbejde, har det maltesiske retssystem svigtet så katastrofalt, at den mand, der var anklaget for at have bestilt mordet på hende, nu er en fri mand.

De mænd, der udførte mordet, sidder bag tremmer. Leverandørerne af bomben er blevet dømt. Mellemmanden indrømmede sin medvirken og identificerede den person, som han sagde havde bestilt mordet.

Alligevel er ingen blevet dømt for at have beordret mordet på Daphne Caruana Galizia.

For EPP-Gruppen kan historien ikke slutte her.

Daphnes mord var aldrig blot en maltesisk straffesag. Det blev en europæisk prøve: om Den Europæiske Union kan forsvare demokrati, pressefrihed og retsstatsprincippet, når de kommer under angreb i en af dens egne medlemsstater.

En uafhængig offentlig undersøgelse fastslog, at den maltesiske stat må påtage sig ansvaret for mordet på Daphne. Den konstaterede, at en kultur af straffrihed, der opstod på de højeste niveauer i regeringen, spredte sig gennem landets institutioner og skabte de omstændigheder, der gjorde hendes mord muligt.

Fenech-retssagen afslørede konsekvenserne af disse svigt.

Forsinkede ransagninger, bevismateriale, der ikke blev sikret, da det burde have været det, lækager og manglende ordentlig efterforskning af personer tæt på den politiske magt blev alle en del af forsvarets argumentation. Der blev rejst alvorlige spørgsmål om magtfulde tredjeparter og myndighedernes manglende evne til at efterforske dem med den nødvendige hastighed og grundighed.

Der ligger en bitter ironi her.

Statens manglende evne til at danne sig et fuldstændigt overblik, sikre bevismateriale og efterforske magtfulde personer ordentligt blev derefter brugt til at skabe tvivl i retssalen.

Institutionelle svigt blev en del af forsvaret.

Muligheden for, at andre var involveret i mordet på Daphne, burde have udvidet søgen efter de ansvarlige. Det burde aldrig være blevet en vej til at tilsløre det individuelle ansvar.

Heller ikke de begivenheder, der fulgte efter Daphnes mord, kan ignoreres. Bevismateriale blev skjult. Retfærdigheden blev hindret. Personer tæt på de højeste niveauer af den politiske magt nød godt af en behandling, som almindelige borgere aldrig kunne forvente. Ansvaret for disse svigt ligger helt og holdent hos den maltesiske stat.

Der er forlydender om, at frifindelsen vil blive anket. Det er det absolutte minimum, der bør ske. Alle juridiske muligheder, der kan rette op på dette udfald, skal forfølges med stor ihærdighed.

Men denne sag har afsløret noget, der rækker ud over en enkelt dom.

Et retssystem, der kan bruge næsten ni år på at efterforske og retsforfølge mordet på en journalist af international betydning, blot for at processen ender i et sådant kaos, fungerer helt klart ikke, som det burde.

Maltas retssystem har brug for en hurtig reform. De svigt, der er blevet afsløret her, vedrører statens evne til at efterforske magtfulde personer, sikre bevismateriale og skabe retfærdighed, når politiske og økonomiske interesser kolliderer.

Det er ikke blot et maltesisk anliggende. Malta er en medlemsstat i Den Europæiske Union. Da Daphne blev dræbt, efterforskede hun krydsfeltet mellem korruption, politisk magt og magtfulde erhvervsinteresser.

Hun blev dræbt for at standse hendes arbejde. Næsten ni år senere er retsforfølgelsen af den korruption, hun afslørede, stadig en afgørende del af retfærdighedens gennemførelse. Derfor har Europa også et ansvar.

Mordet på en journalist, der efterforskede korruption, er ikke blot en national tragedie. Det er et angreb på det europæiske demokrati.

Der kan ikke være tale om nogen form for tolerance over for politiske forbindelser, der beskytter enkeltpersoner mod granskning, ingen accept af kompromitterede efterforskninger og ingen normalisering af straffrihed, når journalister trues eller dræbes på grund af de sandheder, de afslører.

Hvert eneste troværdigt spor i den større sammensværgelse skal forfølges. Vidneudsagn afgivet under ed skal granskes nøje. Enhver, der har hindret eller kompromitteret efterforskningen, skal stilles til ansvar. Og den korruption, som Daphne blev dræbt for at forhindre hende i at afsløre, skal endelig retsforfølges.

Europa-Kommissionen skal fortsat insistere på effektive institutioner, uafhængige retshåndhævende myndigheder og en reel reform af retsstatsprincippet på Malta.

Europa-Parlamentet skal fortsat holde øje med Maltas indsats og sikre, at Daphnes sag forbliver højt på den europæiske dagsorden.

En straffesag er afsluttet. Europas ansvar er det ikke.

Retfærdighed for Daphne handler om, hvorvidt Den Europæiske Union mener, hvad den siger, når den lover at forsvare demokrati, pressefrihed og retsstatsprincippet.

For EPP-Gruppen kan der ikke være nogen tvetydighed. Det skal der ikke være.