Europa må tage kommandoen

Illusionen om evig fred i Europa er brudt sammen. Krigen i Ukraine, opblomstringen af autoritære regimer og den voksende ustabilitet på Europas sydlige flanke har knust årtiers strategisk selvtilfredshed. Tiden efter den kolde krig med "fredsdividenden" er forbi.

Stillet over for et dramatisk ændret globalt sikkerhedslandskab og med et USA, der viser faldende engagement i europæisk sikkerhed, har Europa ikke længere råd til at forblive strategisk afhængig. Vi må handle - og vi må handle sammen. Vores borgere forventer håndgribelig sikkerhed, ikke højtravende retorik, og det er Europas ansvar at levere varen.

Tiden er inde til at opbygge en permanent, fuldt udstyret europæisk kommando- og kontrolstruktur (C2): et robust multinationalt militært hovedkvarter, der er i stand til at lede selvstændige operationer, koordinere medlemsstaternes indsats og integrere militær magt med Europas diplomatiske, informationsmæssige og økonomiske instrumenter.

Tiden er inde til at opbygge en permanent, fuldt udstyret europæisk kommando- og kontrolstruktur (C2): et robust multinationalt militært hovedkvarter, der er i stand til at lede selvstændige operationer, koordinere medlemsstaternes indsats og integrere militær magt med Europas diplomatiske, informationsmæssige og økonomiske instrumenter.

De europæiske nationer viser allerede politisk vilje til at handle i fællesskab. Operationer som Takuba, ASPIDES og Atalanta viser, at samarbejde er muligt, selv uden for de konventionelle rammer af den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (FSFP). Men disse ad hoc-strukturer er ikke en erstatning for en integreret, permanent kapacitet. Operationer ledes ofte fra en ledende nations hovedkvarter eller uddelegeres endda til NATO's kommandostruktur i mangel af et europæisk alternativ. Denne fragmentering spilder tid og underminerer ansvarligheden.

Hvis Europa ønsker at være en seriøs geopolitisk aktør, må det etablere et samlet militært hovedkvarter, der ikke kun er designet til at håndtere kriser, men også til at kæmpe og vinde i højintensive konflikter. Det vil være et paradigmeskifte med hensyn til personale, ressourcer og teknologi, herunder behovet for sikre, europæisk kontrollerede digitale netværk og kommunikationsværktøjer.

Den eksisterende EU-militærstab (EUMS) har alarmerende få ressourcer og opererer med et beskedent årligt budget på 30 millioner euro og kun omkring 100 ansatte. SHAPE, NATO's hovedkvarter, er bygget til kamp og har forholdsmæssigt 15 gange mere operationelt personale. Det er på tide at gå over til et "EUMS+".

Europa deler allerede doktrin, træner sammen og udstationerer i fællesskab. Men strategisk integration kræver mere: revideret styring af EUMS, deling af efterretninger, fælles logistik og harmonisering af sikkerheds- og forsvarsindkøb med en klar europæisk præference. Og, vigtigst af alt, en politisk konsensus om, hvem der træffer beslutninger i krisetider. Effektiv kommando er umulig med et fragmenteret lederskab.

Strategisk autonomi inden for fem til seks år er et opnåeligt mål, forudsat at vi indleder disse reformer nu og tildeler et europæisk forsvarsbudget, der står mål med de udfordringer, der ligger forude. De nuværende 0,8 % af den flerårige finansielle ramme (MFF) er utilstrækkelige. Både Europa-Kommissionen og formændene for Det Europæiske Råd har med rette opfordret medlemsstaterne til at øge deres militærudgifter til over de nuværende 2 %. Men EU bør også selv tage initiativet og garantere, at de forsvarsrelaterede investeringer i den næste FFR afspejler disse prioriteter. Det betyder, at man skal behandle forsvaret med den samme seriøsitet som en ægte europæisk politik.

Det vil også kræve en nytænkning af det strategiske kompas. Spørgsmålet i dag er ikke, hvordan vi skal supplere NATO, men om vi er forberedt på det øjeblik, hvor den amerikanske støtte måske er fraværende eller mindre. Som Trumps præsidentskab har vist, er det øjeblik ikke længere hypotetisk; det er en forudsigelig realitet.

Retorik må vige for beslutsomhed. Vi har ressourcerne, knowhow'en og det kollektive militære potentiale. Det, vi har brug for nu, er modet til at bruge dem klogt og uafhængigt. Etableringen af en selvstændig europæisk kommando handler om at bevise, at EU kan påtage sig ansvaret for sin egen sikkerhed, når det betyder mest. Det er et modigt skridt, men det er nødvendigt for en union, der ønsker geopolitisk relevans.

Retorik må vige for beslutsomhed. Vi har ressourcerne, knowhow'en og det kollektive militære potentiale. Det, vi har brug for nu, er modet til at bruge dem klogt og uafhængigt. Etableringen af en selvstændig europæisk kommando handler om at bevise, at EU kan påtage sig ansvaret for sin egen sikkerhed, når det er vigtigst.

Ifølge Andrius Kubilius, kommissær for forsvar og rumfart, står Europa over for et dobbelt imperativ: at forberede sig på en potentiel russisk aggression på kort sigt og at planlægge en langsigtet rebalancering af den transatlantiske alliance. Begge dele kræver det samme fundament: institutionel parathed, fælles kapacitet og politisk vilje.

Vi lever ikke længere i en regelbaseret verden. Brutal magt, ikke diplomati, former i stigende grad de globale resultater. Hvis Europa ønsker at forblive en aktør og ikke blot en spiller, må det udstyre sig i overensstemmelse hermed.

En permanent, selvstændig europæisk C2-struktur er ikke bare en militær nødvendighed. Det er en test af Europas politiske modenhed. Vi har værktøjerne. Vi har knowhow'en. Det, vi har brug for nu, er modet til at lede. EPP-gruppen er klar til at vise vejen.