Hvorfor Europa må gribe ind for at forhindre kartellerne i at rekruttere vores børn

Forestil dig en afslappet aften derhjemme. Din 11-årige søn ligger krøllet sammen på sofaen ved siden af dig, ansigtet oplyst af det velkendte skær fra en smartphone, mens tommelfingrene suser hen over skærmen. Du går kærligt ud fra, at han spiller et videospil, skriver til en klassekammerat eller scroller gennem TikTok. 

Men hvad nu, hvis han ikke gør det? Hvad nu, hvis han i det stille, hjemlige øjeblik bruger Telegram til at acceptere en kontrakt om et lejemord i underverdenen? Hvad nu, hvis han modtager de nøjagtige GPS-koordinater for en skibscontainer i en udenlandsk havn – en, der er fyldt til randen med kokain? 

Det lyder som handlingen i en dystopisk thriller. Tragisk nok er dette mareridt en mørk, aktuel virkelighed for et hurtigt voksende antal familier i hele Den Europæiske Union. Nu hvor Europa-Parlamentet forbereder sig på at drøfte og stemme om en afgørende beslutning under ProtectEU-strategien i denne plenarsamling, må vi se en ubehagelig sandhed i øjnene: den kriminelle underverden har industrialiseret rekrutteringen af vores børn, og det primære våben er skærmen i dit barns hånd. 

Omfanget af den maskine, vi kæmper imod, er svimlende. Europol sporer over 800 højrisiko-kriminelle netværk, der opererer inden for EU og driver et ulovligt narkotikamarked til en værdi af 31 milliarder euro om året. For at beskytte sig mod retshåndhævelsen har disse syndikater skiftet til en skræmmende effektiv strategi, hvor de bruger mindreårige som en fuldstændig engangsarbejdsstyrke. Ifølge Europol er mindreårige nu involveret i over 70 % af de kriminelle markeder. 

Rekrutteringsprocessen bygger på sofistikeret psykologisk manipulation. Mellemledere i kartellerne, ofte ældre teenagere kaldet »elders«, skal rekruttere en gruppe yngre børn. De har kvoter. For at nå disse har de gjort kriminalitet til et spil. Ved at efterligne populære influencere på Snapchat, TikTok og Telegram bruger de specifikke emojier, såsom en snefnug for kokain og træer for marihuana, til at fremstille yderst ulovlige handlinger som spændende opgaver i et videospil. 

Så snart et barn klikker på »accepter«, bliver udnyttelsen livsfarlig. I Letland narres teenagere til at sælge deres digitale identiteter for lommepenge, hvilket øjeblikkeligt forvandler dem til pengekurere, der er fanget i falske gældsforpligtelser. I havnen i Antwerpen bruger kartellerne »trojansk container«-metoden, hvor de låser børn inde i mørke stålcontainere i flere dage med intet andet end en sovepose og en spand, mens de venter på at bryde ud og hente narkotikaforsendelser. Mest skræmmende er det, at bander i Sverige bruger chat-apps til at hyre børn som bogstavelige lejemordere. Over en tiårsperiode har Sverige oplevet en hidtil uset stigning på 391 % i antallet af mistænkte for mord eller manddrab i aldersgruppen 15 til 20 år. 

Desuden udnytter disse syndikater hensynsløst vores blinde vinkler. De rekrutterer i stor stil unge piger til at transportere skydevåben og hvidvaske penge, fordi de vækker mindre mistanke hos myndighederne. De udnytter også migrationskrisen og opsuger tusindvis af papirløse, uledsagede mindreårige ind i en usynlig, stærkt udnyttet underklasse. 

Nogle kritikere vil hævde, at en udvidelse af politiets ransagningsbeføjelser eller en skærpelse af de digitale regler risikerer at overkriminalisere sårbare unge, der selv er ofre for fattigdom eller brudte familier. De har ret i én ting: disse børn er ofre. Men vi kan ikke lade medfølelse lamme retshåndhævelsen. At lukke de juridiske smuthuller, som kartellerne udnytter, handler ikke om at straffe børn; det handler om at fratage den organiserede kriminalitet dens taktiske fordele. 

Vi kan ikke arrestere os ud af denne krise ved hjælp af fragmenterede nationale love. Kartellerne udnytter EU’s åbne grænser langt bedre end lovlige virksomheder gør, idet de kortlægger forskelle i den kriminelle lavalder og dirigerer deres aktiviteter gennem de svageste juridiske led. 

Ægte beskyttelse kræver et europæisk angreb på to fronter. 

For det første har vi brug for en samlet, EU-dækkende håndhævelsesstrategi. I henhold til loven om digitale tjenester skal vi lovmæssigt tvinge tech-giganterne til at ændre de algoritmer, der gør det muligt for digital grooming at sprede sig i fuld offentlighed. Vi skal også harmonisere definitionerne af organiseret kriminalitet på tværs af alle medlemsstater for at sikre, at der ikke forbliver noget juridisk tomrum. 

For det andet skal vi behandle dette som den krise inden for folkesundhed og sikkerhed, det i virkeligheden er. Vi skal lære af innovative, lokaliserede modeller. Se på Italiens »Free to Choose«-projekt, som lovligt fjerner børn fra dybt forankrede mafiafamilier for at bryde den generationelle overførsel af kriminel ideologi. Tænk på Irlands »Green Town«-projekt, der kombinerer fysisk nedbrydning af kriminelle miljøer med intensiv økonomisk støtte til familierne. Vi er nødt til at gennemføre intensiv afprogrammering af disse børn og tilbyde dem en prosocial virkelighed, uddannelse og psykologisk støtte, der reelt er mere tiltrækkende end kartellernes giftige illusion. 

Tiden rinder ud. Hvis vi ikke afbryder denne rekrutteringskanal lige nu, så forestil jer, hvordan den europæiske kriminelle underverden vil se ud om et årti. De rekrutterede teenagere i dag, der overlever systemet, vil ikke forblive i bunden af hierarkiet. De vil blive morgendagens kartelbosser, en generation af ledere, der siden barndommen har været fuldstændig afstumpede over for ekstrem vold og udnyttelse af mennesker. 

Kampen om Europas fremtidige sikkerhed udkæmpes ikke kun i havne eller ved vores ydre grænser. Den udkæmpes lige nu, i vores stuer, på de skærme, der spejles i vores børns øjne. EPP-Gruppen nægter at opgive dette territorium. Det er på tide, at Europa står op, forener sig og beskytter sin fremtid.