Vælg et land
Vælg dit land for a følge nyheder fra din MEP
Landene herunder offentliggør ikke indhold i dit sprog. Vælg et land, hvis du vil følge nyheder på engelsk eller nationale sprog:
Valgt sprog: Dansk
Hvad leder du efter?
30.04.2020
EPP-Gruppens holdningspapir om asyl og migration
Massemigration er et globalt fænomen. Folk flytter mellem og inden for kontinenter på grund af krige og konflikter, frygt, klimaforandringer, sult og håbet om at finde et bedre sted at leve.
Migration har været og vil fortsat være en af de afgørende udfordringer og muligheder for Europa på tværs af generationer. Underliggende tendenser i den økonomiske udvikling, demografiske ændringer, globalisering inden for transport og kommunikation, ustabilitet i naboregioner betyder alt sammen, at folk fortsat vil søge til EU for at søge tilflugt, for at få et bedre liv eller for at følge deres nære familie. Det er derfor bydende nødvendigt, at EU er proaktiv i forhold til at finde et fælles europæisk svar på denne udfordring, der afbalancerer forskellige former for meningsfuld solidaritet og ansvar. EU bør opdatere sin lovgivning, bl.a. gennem en effektiv reform af det fælles europæiske asylsystem (CEAS), for at imødegå denne udfordring med bæredygtige politikker, der overholder internationale konventioner og samtidig opretholder den frie bevægelighed inden for EU ved at opretholde en sikker og effektiv kontrol af de ydre grænser. Genève-konventionen er stadig en hjørnesten i beskyttelsen af flygtninge, men det er afgørende, at den overholdes bedre. Desuden er en grundig evaluering af dens egnethed i det 21. århundrede nødvendig og kan føre til en modernisering for at sikre, at den fortsat tilbyder en bæredygtig juridisk ramme.
For fem år siden blev EU konfronteret med en usædvanlig udfordring, da næsten to millioner mennesker ankom til EU's kyster i løbet af to år på flugt fra krig, politisk undertrykkelse eller fattigdom, eller fordi de søgte et nyt liv af økonomiske årsager og ofte risikerede deres liv i hænderne på menneskesmuglere på vej til Europa. Det blev hurtigt klart, at medlemsstaterne ikke kunne håndtere migrationsudfordringen alene, og at det var fælles europæiske løsninger, der skulle støtte effektive praktiske foranstaltninger på nationalt plan. Stillet over for de største strømme af fordrevne mennesker siden Anden Verdenskrig er det afgørende, at vi handler - kollektivt, beslutsomt og hurtigt.
Siden da er der blevet indført en række foranstaltninger for at imødegå den umiddelbare udfordring med migrationskrisen med det formål at få alle de vigtige byggesten på plads, der er nødvendige for en europæisk tilgang til at sikre stærke grænser, retfærdige og hurtige procedurer og et bæredygtigt system, der er i stand til at foregribe problemer.
Mens migrationspresset ved EU's ydre grænser er aftaget i de senere år, kan den nuværende ustabile situation ved grænsen mellem Grækenland og Tyrkiet markere begyndelsen på en ny migrationskrise. EU er nødt til at være bedre forberedt på at håndtere en krise og holde den under kontrol på trods af den tyrkiske regerings manglende samarbejde i denne henseende. Den sikkerhedsmæssige og demografiske situation i Mellemøsten og Afrika bør også tages i betragtning.
Frontlinjemedlemsstaterne bærer en uforholdsmæssig stor byrde. På grund af deres geografiske placering er de den vigtigste indgang til Europa. Alle EU's medlemslande bør handle ansvarligt og stå sammen i solidaritet med dem.
EU's migrationspolitik skal skelne mellem mennesker, der søger beskyttelse, og økonomiske migranter. I 2018 fik 39% af asylansøgerne i EU en positiv afgørelse i første instans. Det viser, at en stor del af asylansøgerne i Europa ikke er berettiget til beskyttelse.
Politik og instrumenter for lovlig migration, især for at tiltrække talenter fra lande uden for EU, har gennemgået en betydelig udvikling i de senere år. Velforvaltet lovlig migration er en nøglekomponent til at sikre et fungerende økonomisk system, der reagerer på arbejdsmarkedets skiftende behov. Det er afgørende for at imødekomme nuværende og fremtidige kvalifikationsbehov og sikre en dynamisk økonomi.
Men der er stadig arbejde, der skal gøres for at opbygge en sammenhængende og omfattende måde at forfølge gensidigt fordelagtige veje og arbejde i partnerskab for både at høste fordelene og tackle de udfordringer, der følger af migration på lang sigt.
En tilstrømning af irregulære økonomiske migranter risikerer at aflede ressourcer, som ægte asylansøgere har brug for, når de drager fordel af massemigrationsstrømme og ansøger om international beskyttelse, når de ankommer til Europa. På trods af at antallet af asylansøgninger er faldet for tredje år i træk, er der stadig over 800.000 ubehandlede ansøgninger og minimal brug af grænseprocedurer. Det tyder på, at de administrative og retslige systemer ikke er tilstrækkeligt rustet til at håndtere tilstrømningen af mennesker, hvilket kan føre til misbrug af retten til asyl. Derfor må EU og medlemslandene prioritere at bruge deres ressourcer på dem, der virkelig har brug for beskyttelse, og samarbejde stærkt for at fremskynde tilbagesendelsesprocedurerne.
Europa har et dobbelt ansvar for at hjælpe dem, der er berettiget til beskyttelse eller har brug for humanitær bistand, og for at sikre flere former for meningsfuld solidaritet mellem alle medlemsstater. Men EU skal også hjælpe med at yde assistance og beskyttelse primært i selve kriselandene og i deres naboområder.
Det bør være EU og medlemsstaterne, der - i overensstemmelse med international lov - bestemmer, hvem der skal have beskyttelse i Europa. Medlemsstaterne bevarer enekompetencen til at beslutte, hvem der kan blive på deres territorium, og hvem der skal vende tilbage, hvilket også afspejler medlemsstaternes og EU's absorptionskapacitet som helhed. En ret til beskyttelse bør ikke fortolkes som en ubetinget ret til migration, da ureguleret adgang til Europa ikke er acceptabelt. Hvad angår lovlige økonomiske migranter, er det hver medlemsstats eksklusive ret at beslutte, om de ønsker at acceptere dem, give dem adgang til arbejdsmarkedet, og hvis ja, beslutte, hvor mange.
Artikel 78 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde fastsætter en fælles asylpolitik i overensstemmelse med Genève-konventionen og dens protokol.
Debatten om migration er vanskelig og ofte polariseret med begrænset plads til nuancerede synspunkter. EU og relevante politiske aktører skal sikre, at den politiske udvikling er faktabaseret, og at en robust kommunikationsstrategi er på plads i god tid inden vigtige politiske skridt i migrationspolitikken. De bør føre til en meningsfuld og proaktiv reaktion på migrationsrelaterede kriser.
Coronavirus-krisen har sat fokus på udfordringerne med at beskytte folkesundheden i EU og samtidig undgå forstyrrelser af den frie bevægelighed for personer under en pandemi. EU er nødt til at være tilstrækkeligt forberedt på at inddæmme en mulig ny bølge af et Coronavirus-udbrud. Det kan omfatte passende screening ved de ydre grænser, både ved ind- og udrejse, isolation, overførsel af smittede personer og andre forebyggende tiltag baseret på sundhedsmyndighedernes bedste praksis. EU bør beskytte sine ydre grænser, især hvor der er øgede migrationsstrømme, især på de centrale og østlige Middelhavsruter. Migranter, der bor i tætbefolkede områder, hvor sygdommen let kan spredes, er særligt sårbare.
Migrantsmuglere opnår enorme økonomiske fordele ved at udnytte mennesker og sætte deres liv på spil. Denne forretningsmodel til flere milliarder euro skal stoppes. Øget informationsdeling, koordinerede operationelle tiltag og samarbejde med tredjelande vil understøtte indsatsen for at sikre, at smuglere ikke har plads til at handle.
Da de udgør en stor del af de sårbare personer, der har brug for særlig opmærksomhed, bør kvinders særlige situation adresseres med hensyn til deres beskyttelse mod kønsbaseret vold. Der er brug for tilpasset infrastruktur til kvinder og piger og tilstrækkelig uddannelse af personalet på modtagelsesfaciliteterne.
Europol spiller en afgørende rolle i kampen mod smugling af migranter. Europols europæiske center for smugling af migranter, som støttes af Eurojusts arbejde, er allerede et vigtigt aktiv, men kan styrkes yderligere. Begge agenturer er hæmmet af en alvorlig mangel på personale og økonomiske ressourcer. Centrets hovedopgave er at støtte politi og grænsemyndigheder i at koordinere meget komplekse, grænseoverskridende operationer mod menneskesmugling. I den forbindelse er det bydende nødvendigt at styrke Europols mandat.
Tæt samarbejde og engagement med tredjelande er fortsat nøglen til at forhindre smugling af migranter. Et skridt i denne retning er at fremme informations- og bevidstgørelseskampagner om risikoen ved smugling og irregulær migration. Dette er afgørende for at forhindre potentielle migranter og asylansøgere, herunder mennesker i særligt sårbare situationer som f.eks. børn, i at begive sig ud på farlige rejser mod EU. EU-finansierede humanitære operationer bør fortsat tage hensyn til børns specifikke behov og sårbarheder og sikre deres beskyttelse, mens de er fordrevet. Alle EU-programmer skal fortsætte i de vigtigste oprindelses- og transitlande og bør implementeres som en del af en sammenhængende strategi med tredjelande.
EU bør samarbejde og engagere sig tæt med oprindelses- og transitlande - især i Afrika - for at hjælpe med at bekæmpe menneskesmuglere, hjælpe med kapacitetsopbygning i disse respektive lande med hensyn til effektiv asyllovgivning, retshåndhævelse og grænseforvaltning, men også på områder som uddannelse og socialpolitik. Samarbejde med tredjelande skal ske i overensstemmelse med internationale konventioner og med fuld respekt for grundlæggende rettigheder.
Europa-Kommissionen bør årligt evaluere EU's migrationspolitik, herunder eventuelle push- og pull-faktorer. I forbindelse med disse evalueringer bør der foreslås politiske ændringer for effektivt at bryde smuglernes forretningsmodel.
Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning (EBCGA) er en milepæl i historien om europæisk grænseforvaltning. Etableringen af et fuldt udbygget europæisk grænse- og kystvagtsystem vil gøre principperne om delt ansvar og solidaritet mellem medlemsstaterne og EU til virkelighed. Agenturet overvåger nøje beskyttelsen af EU's ydre grænser og bør støtte anvendelsen af EU-foranstaltninger vedrørende forvaltningen af de ydre grænser, mens medlemsstaterne bevarer det primære ansvar for forvaltningen af deres ydre grænser i deres egen nationale interesse og i alle medlemsstaternes bredere interesse. Det arbejder på hurtigt at identificere og håndtere eventuelle sikkerhedstrusler i fuldt samarbejde med medlemsstaterne på det område, hvor dets agenter opererer.
Under det nye mandat er EBCGA's rolle og aktiviteter blevet udvidet betydeligt for at kunne yde en mere effektiv og meningsfuld støtte til medlemsstaterne. Agenturets faste personale vil blive mere end fordoblet, og agenturet vil være i stand til at købe sit eget udstyr og indsætte det i grænseoperationer med kort varsel. Der bør sikres en mere robust finansiering af agenturet, så det hurtigt kan nå sit fulde stående korps på 10.000 og anskaffe det nødvendige udstyr. Flere medlemsstaters holdning til at reducere bemandingen og finansieringen af EBCGA er meget bekymrende i denne henseende.
EBCGA er et væsentligt element i at sikre en effektiv beskyttelse af Europas ydre grænser. Det stående korps på 10.000 grænsevagter og ansatte bør derfor implementeres så hurtigt som muligt og ideelt set være operationelt inden 2024.
For at EBCGA kan være operationel og effektiv, er medlemsstaterne nødt til at opfylde deres løfter med hensyn til menneskelige ressourcer og teknisk udstyr til effektiv beskyttelse af EU's ydre grænser. Spørgsmål om rekruttering til EBCGA bør håndteres så hurtigt som muligt - vi er nødt til at gøre det mere attraktivt for højt kvalificerede fagfolk at søge en karriere i agenturet. Det skal sikres, at agenturet har det nødvendige udstyr og den nødvendige teknologi til at udføre sine opgaver på en tilfredsstillende måde. Agenturets interne processer og organisation skal have et fitness-tjek for at sikre, at det er i stand til at præstere på et optimalt niveau.
En række forbedrede grænsekontrolværktøjer er ved at blive indført efter vedtagelsen af regler om interoperabilitet mellem informationssystemer, ind- og udrejsesystemet og ETIAS-systemet for at øge informationsudvekslingen mellem medlemslandene. Reformen af Eurodac og VIS bør afsluttes hurtigt for at lukke informationshuller og blinde vinkler og yderligere modvirke identitetssvindel.
En hurtig vedtagelse af al følgelovgivning i Europa-Parlamentet og Rådet vil være afgørende for fuldt ud at implementere de lovgivningsmæssige beslutninger, der er truffet for at forbedre grænsekontrollen. EBCGA skal konstant overvåges, og dets operationer skal analyseres med henblik på at revurdere dets behov, hvor det er nødvendigt.
Alle agenturer for retlige og indre anliggender, der spiller en rolle i grænseforvaltningen, bør have tilstrækkelig finansiering til at sikre deres daglige drift og deres evne til at beskytte EU's ydre grænser.
En effektiv beskyttelse af EU's ydre grænser er en forudsætning for, at Schengen-området kan fungere efter hensigten, og at den midlertidige kontrol ved de indre grænser kan ophæves. Medlemsstaterne bevarer dog deres ret til at indføre midlertidig kontrol ved de indre grænser, som kun bør indføres undtagelsesvist og forholdsmæssigt i en begrænset periode. Enhver sådan foranstaltning bør trækkes tilbage, så snart truslerne mod den indre sikkerhed ophører med at eksistere.
En effektiv implementering af det fælles europæiske asylsystem (CEAS) og beskyttelse af Schengen-området går hånd i hånd med en effektiv beskyttelse af EU's ydre grænser og med en effektiv tilbagesendelsespolitik for de tredjelandsstatsborgere, der ikke har lovligt ophold i EU.
På trods af den kontinuerlige indsats fra medlemsstaterne, Europa-Kommissionen og EBCGA er tilbagesendelsesprocenten langt fra tilfredsstillende.
At øge antallet af tilbagesendelser kræver en ekstra indsats fra medlemslandene og tredjelande. Medlemsstaternes tilbagesendelsessystemer skal fungere på en koordineret måde. Nøgleforanstaltninger omfatter aktiv overvågning af situationen for tredjelandsstatsborgere under hele tilbagesendelsesproceduren og deres overholdelse af forpligtelsen til at vende tilbage, for at forhindre undvigelse og sekundære bevægelser og styrke bistanden til samarbejdsvillige tredjelandsstatsborgere, der er villige til at rejse frivilligt.
Det er bydende nødvendigt at færdiggøre omarbejdningen af tilbagesendelsesdirektivet. Målrettede ændringer i reglerne for frihedsberøvelse og alternative former for frihedsberøvelse er nødvendige for at forhindre flugt og gøre tilbagesendelser mere effektive. Hvor det er nødvendigt, skal frihedsberøvelse være mulig i så kort en periode som muligt og kun anvendes og opretholdes, mens udsendelsesforanstaltningerne er i gang.
Den fulde implementering af Schengen-informationssystemet for tilbagesendelse er også afgørende for at forbedre grænseprocedurerne og forhindre sekundære bevægelser.
Medlemsstaternes kompetente tilbagesendelsesmyndigheder bør gøre fuld brug af EBCGA's nye mandat om tilbagesendelse og tage højde for dets udvidelse både i interne og eksterne dimensioner, herunder i aktiviteter før og efter tilbagesendelse.
Hvad angår den eksterne dimension af agenturets tilbagesendelsesmandat, bør agenturet gøre brug af alle tilgængelige værktøjer og kapaciteter til at skabe en løftestangseffekt for samarbejdet med tredjelande på tilbagesendelsesområdet. Dette skal være en del af en sammenhængende ny "Afrikastrategi".
Inden for rammerne af Cotonou-aftalen har alle stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet forpligtet sig til at tilbagesende og tilbagetage alle deres statsborgere, som opholder sig ulovligt på en EU-medlemsstats territorium, på den pågældende medlemsstats anmodning og uden unødvendige forsinkelser. Denne forpligtelse har ikke givet bedre resultater på dette område. Vi opfordrer derfor, med vores støtte til et nyt EU-AVS-partnerskab, til bedre håndhævelse af de migrationsrelaterede aspekter af EU-AVS-samarbejdet.
Både forhandling og implementering af tilbagetagelsesinstrumenter bør baseres på et stærkt og konsekvent budskab om, at EU og dets medlemsstater forventer samarbejde fra det pågældende tredjeland. Det kan betyde anvendelse af en bredere politisk løftestang. Den nyligt ændrede visumkodeksforordning tjener dette formål.
Samarbejdet bør være til gensidig fordel og baseret på princippet om "mere for mere", hvor oprindelses- og transitlandenes ekstra indsats skal belønnes med øget samarbejde og yderligere støtte. Derfor bør alle relevante EU-politikker, -instrumenter og -værktøjer, herunder handelsaftaler, udviklingsbistand, lovlig migration og visumpolitikker, kædes sammen med tredjelandes samarbejde på området migration og tilbagesendelse/tilbagetagelse, hvad angår forebyggelse af irregulær migration og tilbagesendelse af irregulære migranter til deres oprindelsesland. Der bør foretages periodiske undersøgelser af samarbejdsniveauet for at opdatere disse instrumenter efter behov. Utilstrækkeligt samarbejde mellem oprindelses- og transitlande bør føre til et fald i samarbejde og støtte, men uden at påvirke humanitær bistand med det formål at bevare liv, forebygge og lindre lidelse og bidrage til at opretholde menneskelig værdighed i lyset af naturkatastrofer og menneskeskabte katastrofer.
Hvad angår den interne dimension af agenturets tilbagesendelsesmandat, bør det yderligere styrke en fælles platform for informationsindsamling, analyse, planlægning og tilrettelæggelse af fælles tiltag for at lette samarbejdet mellem medlemsstater og tredjelande, især med henblik på tilrettelæggelse og gennemførelse af tilbagesendelses- og tilbagetagelsesprocedurer.
Det er afgørende, at beslutninger om tilbagesendelse kan anerkendes gensidigt, og at der stilles finansiering til rådighed til dette formål. Effektiviteten af tilbagesendelse kan kun forbedres, hvis vi øger koordineringen og arbejder hen imod en europæisk tilgang.
Den nyligt vedtagne forordning om oprettelse af et europæisk netværk af indvandringsforbindelsesofficerer (ILO'er) bør yderligere forbedre EU's evne til at koordinere og udnytte ILO'er, der er udsendt til tredjelande, for at reagere mere effektivt på EU's prioriteter på migrationsområdet, nemlig forebyggelse og bekæmpelse af ulovlig migration, fremme af tilbagesendelse og forvaltning af lovlig migration.
ILO'er i kombination med EBCGA-forbindelsesofficerer for tilbagesendelse og europæiske migrationsforbindelsesofficerer i tredjelande, der er fastsat i den nye EBCGA-forordning, bør føre til effektiv indsættelse i tredjelande og vil sætte dem i stand til at udøve pres på operationelt niveau på grundlag af konkrete anmodninger om tilbagesendelse/tilbagetagelse fra medlemsstaterne.
Det nuværende CEAS skal stå øverst på dagsordenen og reformeres grundigt, så det til enhver tid kan fungere ordentligt og reagere på fremtidige migrationskriser og globale migrationstendenser. Forebyggelsen af irregulære grænseoverskridelser skal kombineres med et solidt system til håndtering af asylansøgere på EU's territorium for at sikre Schengen-områdets bæredygtighed.
På grund af manglen på europæiske regler bliver de fleste ansøgninger, ifølge Det Europæiske Asylstøttekontor (EASO), stadig kun behandlet af fem medlemsstater.
En kriseresistent EU-asyl- og migrationspolitik og et kriseresistent Schengen-system er vigtige forudsætninger for vores fælles europæiske fremtid.
En løsning på Dublin-forordningen, der fastlægger kriterier og mekanismer til at afgøre, hvilken EU-medlemsstat der er ansvarlig for at behandle en asylansøgning, er en af forudsætningerne for et modstandsdygtigt fælles europæisk asylsystem.
Et fungerende fælles europæisk asylsystem afhænger af, at solidaritet er kernen i enhver EU-tilgang til migration.
EU bør sikre, at størstedelen af asylansøgningerne i en fremtidig model indgives uden for EU, ved EU's ydre grænser eller i en medlemsstats transitområde, før der træffes en beslutning om ansøgerens indrejse. Medlemsstaterne bør have mulighed for at foretage en undersøgelse af, om ansøgningen kan antages til behandling, eller en undersøgelse af sagens realitet, hvilket vil gøre det muligt at træffe afgørelse om sådanne ansøgninger ved den ydre grænse eller på regionale ilandstigningsplatforme under veldefinerede omstændigheder. Det reformerede fælles europæiske asylsystem bør sikre, at medlemsstaterne påtager sig deres del af ansvaret og respekterer principperne om solidaritet og subsidiaritet. Børns tarv skal vurderes og tages i betragtning som det primære hensyn i alle handlinger eller beslutninger, der vedrører dem, mens ethvert barns ret til først og fremmest at blive behandlet som et barn skal sikres.
Når der udformes ensartede asylregler, bør der tages behørigt hensyn til kompleksiteten i at forhindre misbrug såsom asylshopping fra ansøgere om international beskyttelse, hvis sekundære bevægelser ikke kun er drevet af modtagelsesforhold, men også til en vis grad af økonomiske faktorer og velkendte kulturelle tilhørsforhold i destinationslandene, samtidig med at personer med international beskyttelse tilskyndes til at blive på territoriet i den medlemsstat, hvor den oprindeligt blev tildelt. Sådanne regler skal sikre, at det reformerede Dublin-system ikke forstyrres af sådanne bevægelser, og at medlemsstaterne overholder reglerne fuldt ud.
Et velfungerende fælles europæisk asylsystem afhænger af solidaritet mellem alle medlemsstater og er kernen i enhver EU-tilgang til migration. Et reformeret CEAS bør gøre det muligt for medlemsstaterne at være en del af en EU-ramme, hvor indkommende asylansøgere fordeles retfærdigt mellem dem og dermed letter presset på de stater, der kommer først. Medlemsstater, der er tilbageholdende med at deltage i denne ramme, må yde betydelige, håndgribelige bidrag gennem andre former for meningsfuld solidaritet. En EU-ramme for flytning mellem medlemsstater bør sikre, at alle ansøgere med et klart behov for international beskyttelse vil være i stand til fuldt ud og hurtigt at nyde godt af deres beskyttelsesrettigheder i den medlemsstat, de flyttes til, samtidig med at ansøgere, der sandsynligvis vil modtage en negativ afgørelse på deres ansøgning, forhindres i at blive flyttet til en anden medlemsstat og derfor i unødigt at forlænge deres ophold i EU.
EU bør, som en del af en sammenhængende "Afrika-strategi", genoptage diskussionen om regionale landgangsplatforme på begge sider af Middelhavet, hvor asylansøgere kan modtages sikkert og deres ansøgninger vurderes på en effektiv, værdig og human måde. Sådanne regionale landgangsplatforme kunne drives af EASO og EBCGA, uden at det berører det reformerede Dublin-systems funktion.
Alle sikre lande i Middelhavet, både EU-lande og tredjelande, har en rolle at spille i eftersøgnings- og redningsoperationer. Landgang bør finde sted i overensstemmelse med international lov, også selvom det sker uden for EU's territorium.
At redde liv på havet er en juridisk forpligtelse i henhold til både international lovgivning og EU-lovgivning, men først og fremmest en menneskelig og solidarisk handling over for dem, der er i fare. Medlemsstaterne skal, individuelt og når de optræder som EU-medlemsstater eller i relevante internationale fora, leve op til standarderne i relevant international lovgivning og EU-lovgivning, når det drejer sig om at hjælpe personer i nød. Fartøjer, der udfører eftersøgnings- og redningsoperationer, skal overholde relevant international lovgivning og EU-lovgivning og følge instruktionerne fra det kompetente redningskoordinationscenter og samarbejde med medlemsstaternes myndigheder og Frontex for at garantere migranternes sikkerhed.
Aftalen mellem EU og Tyrkiet reducerede migrationspresset på Europa betydeligt indtil begyndelsen af dette år. Ved at etablere lignende aftaler med transitlande og oprindelseslande kan ulovlig migration forhindres, mens et stort antal migranter kan drage fordel af økonomisk støtte i oprindelses- eller transitlandene. EU's facilitet for flygtninge i Tyrkiet har givet næsten 1,7 millioner syrere støtte til basale daglige behov, og mere end 500.000 flygtningebørn har fået støtte til at gå i skole. Men det massive og organiserede pres fra migranter på den græsk-tyrkiske grænse og på de græske øer har i nogen tid været ekstremt bekymrende og har gjort situationen på øernes hotspots uholdbar med hensyn til modtagelsesforhold. Presset ved landegrænserne kan føre til vold. EU bør optrappe sin indsats for at holde Tyrkiet fast på sine forpligtelser i henhold til aftalen mellem EU og Tyrkiet.
Yderligere styrkelse og harmonisering af CEAS-reglerne bør også sikre, at behandlingen er lige i hele EU i relative termer og reducere urimelige pull-faktorer for at komme til EU.
De besluttende myndigheders evne til at foretage en grundig og retfærdig undersøgelse af ansøgninger om international beskyttelse afhænger af en række faktorer, der er iboende i deres interne organisation, ressourcer og funktion. Frontloading af asylsystemer, politikken om at investere i kvaliteten af beslutningstagningen i første instans ved at stille tilstrækkelige ressourcer til rådighed for de kompetente myndigheder, uddannelse af deres personale samt vigtige proceduremæssige garantier, der gør det muligt for ansøgere at indsende alle elementer i deres ansøgninger på det tidligst mulige tidspunkt, er nøglen til hurtige og effektive asylprocedurer.
EASO's rolle er afgørende, når det drejer sig om at yde støtte til medlemsstaterne til behandling af ansøgninger om international beskyttelse samt til uddannelse af sagsbehandlere med ansvar for behandling af asylansøgninger. Støtte og information bør udvides til uledsagede og adskilte børn i overensstemmelse med deres bedste interesse. Det er vigtigt, at EASO bliver et fuldgyldigt agentur med de nødvendige kompetencer og ressourcer.
Som et fuldgyldigt agentur bør EASO have beføjelse til at yde ekspertstøtte til medlemsstaterne på stedet med at identificere oprindelseslandene for personer, der rejser uden identifikationsdokumenter.
Den fremskyndede undersøgelsesprocedure og grænseproceduren er nødvendige værktøjer til effektivt at behandle ansøgninger, der er klart svigagtige, åbenlyst ubegrundede eller uantagelige, og bør derfor være obligatoriske elementer i den fremtidige europæiske asylpolitik, som også bør prioritere asylansøgninger, der finder sted direkte ved de ydre grænser eller uden for Europa.
Det skal undersøges nærmere, hvordan man kan genoverveje regionale ordninger til bestemmelse af ilandstigningssteder, så frontlinjestater ikke længere skal have eneansvaret for ilandstigning og videre behandling af mennesker, der reddes på havet.
Genbosættelse er et sikkert og lovligt alternativ til irregulære og farlige rejser for mennesker, der har brug for beskyttelse, og en demonstration af europæisk solidaritet med lande uden for EU, der huser et stort antal personer, der flygter fra krig eller forfølgelse. Det bør fortsat være op til medlemsstaterne at afgøre, hvor mange der skal genbosættes i EU. Medlemsstaternes fortsatte engagement i genbosættelse som en sikker og lovlig vej ind i EU bekræfter, at det fortsat er et af de vigtigste instrumenter til at gøre det muligt for mennesker med behov for international beskyttelse at ankomme til EU på en velordnet, styret, sikker og værdig måde. Samtidig bør ansvaret for beskyttelse ikke kun øges af EU som helhed, men i lige så høj grad af det internationale samfund, da det i øjeblikket er ulige fordelt på globalt plan. Yderligere udvikling i denne henseende bør fremmes og baseres på FN's flygtningeforum, hvor princippet om international ansvarsdeling bør omsættes til konkret handling.
Intelligent håndtering af migration kræver ikke kun en politik, der adresserer irregulære strømme og samtidig sikrer beskyttelse til dem, der har brug for det, men også en proaktiv politik for bæredygtige, gennemsigtige og tilgængelige lovlige veje til gavn for Europa såvel som oprindelseslandene.
Europa er et aldrende kontinent med en faldende befolkning i den arbejdsdygtige alder, som forventes at skrumpe med 18 millioner i det næste årti. Derudover viser ændringer i de færdigheder, der kræves af EU's arbejdsmarkeder mellem 2012 og 2025, et stigende behov for højtuddannede arbejdstagere (fra 68 til 83 millioner, eller +23%). Medlemslandene bør revurdere deres social- og familiepolitikker for at imødekomme disse ændringer og hjælpe EU som helhed med at håndtere disse nye realiteter.
EU er nødt til at forbedre migrationsreglerne og undersøge, hvordan man kan tiltrække manuel arbejdskraft såvel som højtuddannede legale migranter og iværksættere, der kan udfylde ledige stillinger og sætte skub i den økonomiske vækst. EU er nødt til at reformere det blå EU-kort og overveje langtids-, korttids- og sæsonvisa, som kan bidrage til at forbedre arbejdssituationen i Europa såvel som i oprindelseslandene. Medlemsstaternes kompetencer på dette område skal respekteres, og det er medlemsstaterne, der bestemmer betingelserne for at give adgang til deres arbejdsmarkeder.
Lovlig migration skal være en del af den overordnede diskussion blandt andre emner med oprindelses- og transitlande om, hvordan man samarbejder om styringen af migrationsstrømme. EU bør fremme samarbejdet mellem små og mellemstore virksomheder i medlemsstater og tredjelande og presse på for et investeringssystem i stedet for udelukkende at yde støtte.
Man bør begynde at overveje, hvordan man kan ændre EU's rammer for håndtering af lovlig migration og især arbejdsmigration, bl.a. ved at lade sig inspirere af succesfulde punktbaserede modeller, der er udviklet af andre lande som Canada, og med hensyn til medlemsstaternes kompetencer.
Vi mener, at vores strategi for EU's bistands- og udenrigspolitik også skal tage højde for migrationspolitikken. Europa-Kommissionen bør overveje dette, når den udvikler en ny "Afrikastrategi", såvel som en omfattende strategi for Mellemøsten. EU bør oftere yde bistand til værtslandet for at forhindre irregulær økonomisk migration. Et af de overordnede mål for EU's bistandspolitik skal også være at adressere de grundlæggende årsager til migration, herunder demografiske udfordringer. Fokus bør derfor være på at hjælpe med udviklingen af stabile institutioner i Europas nærområde for at fremme en bæredygtig samfundsudvikling.
For at løse migrationsproblemet kræver det et partnerskab med Afrika, der sigter mod en betydelig socioøkonomisk transformation af det afrikanske kontinent med respekt for dets principper og mål. Dette vil ikke kun kræve øget udviklingsfinansiering, men også skridt i retning af at skabe en ny ramme, der muliggør en betydelig stigning i private investeringer fra både afrikanere og europæere. Der bør især fokuseres på implementeringen af FN's bæredygtige mål med særligt fokus på uddannelse, sundhed, infrastruktur, innovation, god regeringsførelse og styrkelse af kvinders indflydelse. Desuden bør erfaringerne fra High-Level Forum Africa-Europe 2018 tages i betragtning, da de fremhæver, hvordan man kan udnytte det uudnyttede potentiale for innovation og digitalisering som vigtige katalysatorer for vores fremtidige udvikling.
Det er vigtigt at samarbejde med partnerlande om modstandsdygtighed og stabilitet og om at skabe job og muligheder for både migranter og flygtninge såvel som for værtssamfund.
EU er nødt til at bygge videre på de hidtidige erfaringer med EU Trust Fund for Africa og fortsætte det arbejde, der er gjort på det afrikanske kontinent. Den bør genopfylde trustfonden for 2020 med bidrag fra medlemslandene og Europa-Kommissionen, samtidig med at den identificerer præcise behov.
EU's indsats bør sigte mod at bidrage til den økonomiske udvikling af lokalsamfund og regioner og dermed reducere migrationspresset ved at forbedre potentielle og/eller tilbagevendende migranters færdigheder og beskæftigelsesegnethed.
EU's udvidelsesbestræbelser på Vestbalkan og EU's aktive naboskabspolitik bidrager til at udvide området med velstand og styrket retsstat og er derfor effektive forebyggende værktøjer til bedre styring af migrationsstrømme. Et styrket strategisk og operationelt samarbejde mellem EU og landene ved dets østlige og sydlige grænser bør være en integreret del af disse bestræbelser.
Mens EU kan give incitamenter og støtte til medlemsstaternes indsats, baseret på artikel 79 (4) i TEUF, forbliver integration et spørgsmål om national kompetence.
De seneste års migrationsstrømme har forstærket behovet for effektive politikker for integration af tredjelandsstatsborgere.
Integration er en forudsætning for et inkluderende, sammenhængende og velstående samfund. Vi forstår, at integration er en tovejsproces, og respekt for de værdier, som EU bygger på, skal være en integreret del af integrationsprocessen.
Vi opfordrer til en ny tilgang til integration fra medlemsstaternes side med fokus på social inklusion og inklusion på arbejdsmarkedet, sprog- og integrationskurser med særligt fokus på kvindelige migranter og andre sårbare mennesker samt håndtering af udfordringerne i byernes ghettoer. Integration på det tidligste stadie, gennem mainstream og målrettede foranstaltninger, er en væsentlig faktor, der bidrager til samfundsmæssig samhørighed generelt i Europa, samt en vigtig faktor for at minimere risici med hensyn til mulig kriminel aktivitet og eksponering for radikalisering.
Retsstatsprincippet og grundlæggende rettigheder som ytringsfrihed, ligestilling mellem mænd og kvinder og respekt for og dialog mellem religiøse samfund er vigtige elementer i vores værdisystem og skal respekteres af alle, også migranter. Vi kan ikke tillade parallelsamfund, hvor EU's kerneværdier systematisk undermineres, og vi må optrappe kampen mod alle sådanne ekstremistiske ideologier.
Det er afgørende, at alle involverede aktører i samfundet deltager, og mens vi respekterer medlemsstaternes kompetencer med hensyn til integrationsforanstaltninger, bør sådanne foranstaltninger for alle tredjelandsstatsborgere med lovligt ophold fremme inklusion snarere end isolation og arbejde hånd i hånd med regionale myndigheder, der har en nøglerolle i integrationsprocesserne.
1 available translation
Table of content
6 / 54