Migrationskriser er ikke uundgåelige

Da vi i januar i år advarede om, at Europa gik i søvne ind i en ny migrationskrise, beskyldte socialdemokrater og liberale os for at give næring til populismens flammer. De afviste vores advarsler og borgernes bekymringer. I stedet for at lede efter løsninger til at stoppe den irregulære strøm af migranter til Europa, ignorerede de den.

Mens borgmestre og kommunalbestyrelsesmedlemmer fra alle partier slår alarm om, at de har nået grænserne for, hvad de kan gøre for at hjælpe folk, bremser venstrefløjen reformen af asyl- og migrationslovgivningen i Europa og torpederer forsøg på at samarbejde med lande i Nordafrika, som Tunesien, for at nedbringe antallet af irregulære bådankomster. Det politiske ansvar for denne manglende beskyttelse af Europas grænser ligger helt klart hos socialdemokraterne og de liberale.

Nu er Europa igen konfronteret med en migrationskrise, og den politiske tragedie er, at vi så den komme. Inden for en uge ankom mere end 10.000 migranter til Lampedusas kyster, en lille ø med omkring 6.000 indbyggere 145 kilometer ud for Tunesiens kyst. I løbet af få timer fordoblede denne lille ø sin befolkning med alle de konsekvenser, det har for migranterne, myndighederne og beboerne. Det er en situation, som ingen by eller kommune ville anse for acceptabel noget sted i Europa.

Uden en europæisk tilgang vil vi bevæge os fra den ene migrationskrise til den næste. Tiden til at handle er nu.

For at sige det lige ud, så er vi i denne situation, fordi præsident Macron og kansler Scholz nægtede at tage ansvar for dette europæiske problem. Lampedusa er ikke bare en italiensk ø, det er en europæisk ø, og de mennesker, der ankommer dertil, ønsker ikke at blive. De ønsker at tage til Frankrig og Tyskland, til Sverige og Holland. Hvordan er det muligt, at lederne i Frankrig og Tyskland kan ignorere en simpel kendsgerning: Folk krydser ikke grænsen til Italien, de krydser grænsen til Europa. I stedet for at kigge væk og lade Italien stå alene med dette, må Europa levere løsninger sammen.

Den franske regering er dog hurtig til at sende forstærkninger til den italienske grænse for at holde de økonomiske migranter i Italien, men de har indtil nu, ligesom den tyske regering, nægtet at støtte Tunesien-aftalen, som kunne reducere antallet af irregulære ankomster. Vi er ikke naive med hensyn til, hvem vi har med at gøre i Tunis, men vi kan ikke forhindre folk i at risikere deres liv ved at krydse Middelhavet uden at opbygge gode relationer med landene i Nordafrika. Vi forventer af det næste indenrigsministermøde, at de sender et utvetydigt budskab om støtte til memorandummet med Tunesien.

For at gøre ondt værre er det eneste forslag, som socialdemokraterne og de liberale har til at genvinde kontrollen over irregulær migration, eftersøgnings- og redningsmissioner. Vi er ikke imod eftersøgning og redning, men det kan ikke kun betyde, at de mennesker, der bliver reddet, automatisk bliver bragt til en europæisk havn. Vi har brug for en ny europæisk flådemission på Middelhavet, men den skal kunne bringe migranter tilbage til den nordafrikanske kyst. Det er den eneste måde, vi kan bryde forretningsmodellen for de kriminelle bander, der bliver rige af at smugle mennesker til Europa.

Virkeligheden er også, at det overvældende flertal af mennesker, der krydser grænsen, er økonomiske migranter, de er ikke flygtninge, som har ringe eller ingen chance for at få international beskyttelse i Europa. Men menneskesmuglerne ved også, at Europas tilbagesendelsespolitik ikke fungerer. Når man først har krydset grænsen, er procedurerne og logistikken så komplicerede og dyre, at det er næsten umuligt at sende nogen tilbage. På trods af dette ønsker venstrefløjen i Europa at gøre lovgivningen endnu mere restriktiv, end den allerede er. I stedet for at forsøge at sprede økonomiske migranter ud over hele EU, bør de sendes tilbage hurtigt og konsekvent.

Europa har budt flere ukrainske flygtninge velkommen i de seneste år, end vi nogensinde har gjort i vores historie. Det er vi stolte af. Vi står ved den grundlæggende ret til asyl, som er et definerende princip i vores forhold til resten af verden. Samtidig har omfanget og kompleksiteten af migration ændret sig radikalt. Jo længere vi venter med en mere realistisk og mindre idealistisk tilgang til migration, jo mere vil det underminere borgernes tillid til regeringen, hvad enten den er lokal, national eller europæisk.

Det er ikke uundgåeligt. Vi ved, hvad vi skal gøre. Det, vi har brug for, er, at Europa samles om en migrations- og asylreform, der er inden for rækkevidde. Vi er tættere end nogensinde på at finde en aftale. Om nogle år vil folk se tilbage på dette øjeblik som den største forspildte mulighed i et årti eller som det første skridt til at bringe orden i de migrationsstrømme, der ankommer til Europa.

For at opnå et gennembrud er socialdemokrater og liberale nødt til at acceptere, at det er en ny verden derude, og at vi uden en europæisk tilgang vil gå fra den ene migrationskrise til den næste og langsomt fodre det ekstreme højre og underminere befolkningens støtte til EU. Tiden til at handle er nu.