Vælg et land
Vælg dit land for a følge nyheder fra din MEP
Landene herunder offentliggør ikke indhold i dit sprog. Vælg et land, hvis du vil følge nyheder på engelsk eller nationale sprog:
Valgt sprog: Dansk
Hvad leder du efter?
22.06.2020
EPP Gruppens holdningspapir om EU's proces for integration af romaer
Romaer har boet i Europa i næsten et årtusinde. Disse samfund har bidraget til den rige struktur i vores liv og har påvirket europæisk identitet og kultur. De udgør Europas største minoritet. Ud af de anslåede 10-12 millioner romaer og sintier, der lever i Europa, bor omkring 6 millioner i EU og har EU-borgerskab.
Et stort antal romaer er velintegrerede i vores samfund. De arbejder, opfostrer børn, betaler regninger og skat og bidrager til velfærden i de samfund, de er en del af. Men der er også dem, der er født ind i ekstrem fattigdom gennem generationer. De lever under usikre forhold uden adgang til drikkevand og basal infrastruktur. Mange af dem har ikke ordentlige identitetspapirer. De kæmper for at finde stabil beskæftigelse, da de ikke opfylder mange jobkrav og har begrænsede chancer for at udvikle deres færdigheder og kompetencer. De står fortsat over for ulighed, udbredt diskrimination og voksende udelukkelse fra deres ikke-roma-kammerater på vigtige områder i dagligdagen, såsom adgang til kvalitetsuddannelse, beskæftigelse, sundhedspleje og bolig. Denne situation hæmmer ikke kun deres selvstændiggørelse, men påvirker også EU's samhørighed negativt.
I løbet af de seneste år er sådanne konklusioner gentagne gange blevet udtrykt i mange rapporter fra forskellige interessenter, herunder blandt andet Europa-Parlamentets beslutninger samt Europa-Kommissionens årlige meddelelser om medlemsstaternes fremskridt med at fremme integrationen af romaer baseret på dokumentation fra EU's Agentur for Grundlæggende Rettigheder (FRA).
På trods af tidligere års indsats i hele EU for at forbedre situationen for millioner af romaer, viser udvalgte resultater fra FRA's undersøgelse EU-MIDIS II, at omkring 80% af de adspurgte romaer lever under deres lands fattigdomsgrænse; hver tredje roma bor i en bolig uden vand fra hanen; hvert tredje romabarn bor i en husstand, hvor nogen er gået sultne i seng mindst én gang i den foregående måned; og 50% af romaer mellem seks og fireogtyve år går ikke i skole. I en tid, hvor EU har skabt hidtil uset velstand, høje sociale standarder og store muligheder for sine borgere, er disse kendsgerninger chokerende og uacceptable.
Mens EU tager den globale føring på de store udfordringer i vores tid, såsom klimaforandringer og den digitale dagsorden, bør det ikke glemme den vedvarende usikre situation, som romaerne står over for. Der ligger ikke kun en moralsk og politisk, men også en økonomisk nødvendighed bag. EU skal sikre, at alle EU-borgere har lige muligheder.
EU og medlemsstaterne deler ansvaret for romaernes integration inden for deres respektive kompetenceområder. Men det er stadig op til medlemsstaterne at gøre en indsats for at skabe reelle forandringer for romaerne. Siden 2011 er medlemsstaternes indsats blevet styret og overvåget af "EU-rammen for nationale strategier for romaernes integration frem til 2020" som en del af den bredere EU-dagsorden og bl.a. det europæiske semester. Selvom der er indført en lang række politiske, juridiske og finansielle instrumenter på både EU- og nationalt plan, er der kun opnået begrænsede fremskridt.
De institutionelle ændringer og tiltag, der er dedikeret til romaer på både EU- og medlemsstatsniveau, og som har vist sig at være nyttige, bør anerkendes. Men efter næsten et årti med implementeringsfasen af ovennævnte EU-ramme er der desværre ikke sket de store ændringer i den daglige virkelighed for udsatte romaer.
Det er klart, at uden EU's og medlemsstaternes øgede engagement vil den sociale opdeling i vores samfund øges yderligere, de regionale forskelle vil blive dybere, og kløften mellem romaer og ikke-romaer vil fortsætte med at vokse.
Europa-Kommissionens vedtagelse af "EU-initiativet om romaernes ligestilling og inklusion frem til 2030", som forventes at ske i slutningen af året, skaber en enestående mulighed for at sætte skub i den igangværende EU-inklusionsproces for romaer, som finder sted under "EU-rammen for nationale strategier for romaernes integration frem til 2020".
I løbet af de sidste par år er der blevet identificeret mange problemer. Som et resultat blev der udformet politikker, og politiske, finansielle og juridiske instrumenter blev indført. Men deres effektive, resultatorienterede implementering, der understøttes af et stærkt politisk lederskab og vedvarende engagement på alle niveauer (EU, nationalt, regionalt og lokalt), har været langsom. Faktisk har fraværet af disse afgørende komponenter ført til, at den hidtidige proces er slået fejl.
Det er klart, at situationen giver anledning til bekymring i en række af EU's medlemslande. Den nationale indsats for romaernes inklusion bør fremskyndes i alle EU's medlemsstater. Der bør lægges endnu mere vægt på de medlemsstater, hvor en ineffektiv proces for integration af romaer skaber makroøkonomiske udfordringer, øger de regionale forskelle og dermed hæmmer den sociale samhørighed i EU. Det drejer sig især om EU-medlemsstater med en stor romabefolkning. EU's støtte til disse lande bør måles i forhold til udfordringerne. I disse lande bør man være mere opmærksom på effektiviteten af politikker og foranstaltninger.
I den forbindelse bør implementeringen af robuste og grundige overvågnings- og evalueringssystemer spille en afgørende rolle.
Positive, bæredygtige og varige forandringer bør kunne opnås gennem mainstream-reformer, mens målrettede tiltag bør supplere dem. Som vi har set, giver det begrænsede resultater at begrænse roma-inklusionsprocessen til roma-inklusionsorienterede/dedikerede projekter, især når der ikke er kontinuitet i sådanne projekter. Ofte er de dyre, ineffektive, skaber mange forventninger, og når de er færdige, skaber de en masse frustration, da der ikke er nogen kontinuitet.
Større investeringer i basal infrastruktur for at forbedre sårbare romaers adgang til drikkevand og sanitære ydelser bør prioriteres som en hastesag. Udbruddet af COVID-19 har afsløret, at nogle EU-medlemsstater ikke har taget hånd om denne situation, selv om der er blevet stillet en betydelig mængde EU-midler til rådighed til dette formål.
COVID-19-pandemien bør tjene som et wake-up call for mange europæiske stater, især dem med en stor romabefolkning uden adgang til basale tjenester. Det er klart, at for roma-samfund, der bor i overfyldte boligområder eller herberger uden adgang til vand fra hanen og basale sanitære faciliteter, er det næsten umuligt at følge reglerne om social afstand eller overholde strenge hygiejneforanstaltninger, så spredningen af coronavirus eller andre vira kan forhindres. Romaer har været udsat for større sundhedsrisici end resten af befolkningen på grund af de førnævnte årsager. Samtidig bør det ikke tolereres at beskylde romaer for at bringe folkesundheden i fare ved at sprede Coronavirus, som vi har set det i visse lande. Virusser skelner ikke mellem race eller etnicitet.
I disse lande er EU nødt til at sigte mod at opnå bedre resultater i den fremtidige integrationsindsats for romaer. I programperioden 2014-2020 har EU øremærket 1,5 milliarder euro til at støtte integrationen af romaer. Under ESI-fondene blev der indført en forhåndsbetingelse i form af forpligtelsen til at indføre en national strategisk politisk ramme for romaernes integration, identificere de relevante ugunstigt stillede mikroregioner eller segregerede kvarterer og gennemføre foranstaltninger, der har til formål at bygge bro over integrationskløften. Men i flere situationer er manglende politisk vilje og beslutsomhed, problemer med absorptionskapacitet, manglende interesse fra lokale myndigheder, fragmentering af roma-specifikke projekter/programmer, mangel på en omfattende og holistisk tilgang, fravær af effektiv forvaltningskoordinering og fortsat diskrimination kun nogle af årsagerne til deres ineffektive brug og underforbrug i flere medlemsstater. Der skal tages behørigt hensyn til disse spørgsmål i den næste programmeringsperiode. Mangel på tilsyn og ansvarlighed åbner også døren for misbrug af midler og korruption. Hvis disse udfordringer ignoreres, vil det bidrage til en stigning i antiroma-holdninger, populisme og ekstremisme i vores samfund.
Som observeret af Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder (FRA), har vedvarende fænomener som udbredt diskrimination og antiziganisme vist sig at være en barriere for bestræbelserne på at forbedre romaernes livschancer og levestandard. Effektive foranstaltninger til bekæmpelse af antiroma-retorik og hadefuld tale, der adresserer racistisk, stereotypisk eller på anden måde stigmatiserende sprog eller adfærd, der kan udgøre tilskyndelse til diskrimination mod romaer, bør straffes grundigt. Til dette formål er medlemsstaternes håndhævelse af eksisterende antidiskriminationslovgivning afgørende.
Men håndhævelse af antidiskriminationslovgivning er ikke nok. Den bør ledsages af gode kommunikations- og oplysningsaktiviteter, sensibiliseringstiltag rettet mod den almindelige befolkning, så de bedre kan forstå fordelene ved romaernes integration for samfundet som helhed samt kompleksiteten i processen. Medierne, herunder de sociale medier, spiller en afgørende rolle i denne forbindelse.
Inklusion af romaer er en tovejsproces, som kræver en holdningsændring hos både romaer og ikke-romaer. Inklusion bør også ske ved at fremme rollemodeller samt gennem uddannelsesplaner og undervisningsmateriale, der kan uddybe kendskabet til romaer og deres historie og kultur. Dette er især vigtigt for en gensidig fredelig sameksistens i etnisk blandede samfund og regioner.
Den sociale udstødelse og dybe fattigdom, som sårbare romasamfund står over for, er ofte de rødder, der forårsager ulovlig adfærd. I nogle medlemsstater bliver romaer ofre for organiseret tvangstiggeri. I mange tilfælde er børn involveret, og deres velbefindende og fremtid bliver skadet som følge heraf. Dette negative fænomen skal håndteres systematisk og på en koordineret måde. Hvis ikke, kan det skabe frustration og angst blandt borgerne i medlemsstaterne. Desuden risikerer det at give endnu mere næring til antiroma-holdninger. Derfor er der brug for en systematisk tilgang til at finde bæredygtige og langsigtede løsninger på dette sociale fænomen.
Den diskrimination, som romakvinder og -piger udsættes for, ikke kun uden for, men også inden for romasamfundene, fortjener også større opmærksomhed, herunder vold i hjemmet eller tidlige graviditeter osv. Det er komplekse problemer, som bør behandles inden for rammerne af mainstream-politikker såvel som målrettede interventioner, hvor nøglen er at opbygge tillid. Til dette formål bør politibetjente, socialarbejdere og sundhedspersonale uddannes i, hvordan man på en følsom måde henvender sig til romakvinder og -piger og opbygger tillid i samfundet. Medlemslandene bør sikre, at ofrene behandles på en ikke-diskriminerende måde.
Den onde cirkel med romaernes marginalisering og fattigdom kan kun brydes gennem omfattende, engagerede og velfinansierede langsigtede mainstream-uddannelsesstrategier, der fuldt ud adresserer alle de vigtigste faktorer og forhold, der definerer romaernes usikre situation. Disse omfatter uddannelsesmæssige, økonomiske, sociale og kulturelle aspekter, herunder racisme og diskrimination. Disse uddannelsesstrategier bør være baseret på en bred inddragelse af uddannelsesfolk, centrale og lokale myndigheder, civilsamfundet, romasamfund og alle interesserede borgere.
Målet med inkluderende foranstaltninger på uddannelsesområdet bør være at integrere romabørn og alle andre dårligt stillede grupper så meget som muligt i uddannelsessystemet fra den tidlige barndom til ungdomsuddannelserne, hvilket er en forudsætning for personlig udvikling og karriere.
Til det formål er det nødvendigt med store forbedringer og innovation af uddannelsessystemerne i flere EU-medlemsstater. Disse systemer bør reformeres på en sådan måde, at romabørn får de samme uddannelsesmuligheder som deres jævnaldrende ikke-romaer.
Dette må indebære fuld anerkendelse af, at romabørn ikke har de samme læringsmuligheder i hjemmet som deres jævnaldrende. Som sådan bør romabørn have adgang til yderligere aktive foranstaltninger og støttende undervisning for at bryde ud af den selvforstærkende cyklus med lavt uddannelsesniveau og relateret tidligt skolefrafald. Regeringerne bør afsætte tilstrækkelige midler og menneskelige ekspertressourcer for at sikre, at alle de ovennævnte faktorer er på plads. Man skal være mere opmærksom på at inddrage forældrene i at støtte deres børns uddannelse og give dem den støtte, de har brug for.
Det er vigtigt at lette udvekslingen af bedste praksis mellem medlemsstaterne og at overvåge situationen for at kunne give en regelmæssig vurdering til Europa-Kommissionen. EU bør skabe en platform for udveksling af god praksis, mens Europarådets anbefalinger også kunne fungere som referenceværktøjer. Intet romabarn bør straffes, bare fordi han eller hun er født i fattigdom. Nogle EU-medlemsstater placerer disse børn i specialskoler for mentalt handicappede, selv om de ikke har noget handicap, eller de adskiller dem fra deres ikke-roma-kammerater i almindelige skoler eller klasser. Deres uddannelse bør starte så tidligt som muligt i førskolealderen for at forbedre deres deltagelse og parathed til fremtidig læring. Den bør fortsætte indtil ungdomsuddannelserne. Ingen romabørn bør gå ud af skolen uden de kvalifikationer, der er nødvendige for, at de kan klare sig på arbejdsmarkedet og trives i livet. Erhvervsuddannelsespolitikker såvel som aktiv voksenuddannelse rettet mod voksne med lave færdigheder bør også prioriteres. Til dette formål skal der lægges større vægt på overgangen mellem forskellige uddannelsesforløb ved at tilbyde passende uddannelses- og karrierevejledning.
Det er af afgørende betydning, at roma-elever også udstyres med digitale færdigheder og kompetencer, så de kan gribe mulighederne og blive værdifulde borgere, der former Europas fremtid. Dette inkluderer at sikre deres adgang til digital uddannelse. Den nuværende COVID-19-pandemi har yderligere understreget ulighederne i Europa; de marginaliserede romabørn har ikke haft adgang til fjern- eller onlineundervisning, som deres jævnaldrende ikke-romaer har haft. For at opnå dette bør romabørn placeres i centrum af skolernes fungerende dagsordener, hvor der bør lægges større vægt på deres fysiske og følelsesmæssige velbefindende.
Romaer bør ikke opfattes som en byrde, men som en mulighed, især i tider med demografiske udfordringer. Et aldrende Europa står over for mangel på kvalificeret arbejdskraft og importerer derfor en del af sin arbejdsstyrke fra tredjelande. Romabefolkningen udgør en betydelig og voksende andel af befolkningen og af den fremtidige arbejdsstyrke. Der er et enormt potentiale, som endnu ikke er blevet udnyttet. For lande med en stor romabefolkning kan økonomisk inklusion give fordele, der anslås til omkring 500 millioner euro årligt. Den økonomiske produktivitet vil blive forbedret, og som følge heraf vil statens udgifter til socialhjælp falde, mens indtægterne fra indkomstskatter vil stige. Romaer kan ses på forskellige måder som fremtidige arbejdstagere, iværksættere, skatteydere, forbrugere, investorer osv.
For at opnå fuld inklusion af romaer, også på arbejdsmarkedet, skal der gøres noget ved den strukturelle diskrimination, den geografiske segregering og den utilstrækkelige politiske indsats, som er de vigtigste faktorer, der forhindrer fremskridt mod social integration og integration på arbejdsmarkedet af romaer. Især i disse tider, hvor Europa bevæger sig mod en digital æra, bør romaer være i stand til at gribe de nye muligheder, der er forbundet med denne transformation. Beskæftigelse af romaer bør ikke begrænses til romaernes deltagelse i offentlige arbejdsprogrammer, som vi har set det i nogle medlemsstater. Disse programmer forbedrer ikke deltagernes relevante færdigheder. Derfor er romaerne fortsat ude af stand til at slippe ud af arbejdsløshedsfælden eller finde et job på det åbne arbejdsmarked. Et stort antal romaer bliver således en del af den grå økonomi, hvilket er skadeligt for dem og økonomien som helhed. Medlemsstaternes myndigheder bør aktivt bekæmpe denne praksis og omdanne sådant arbejde til lovlige arbejdskontrakter, der på den ene side beskytter romaerne og på den anden side sikrer skatteindtægter til staten.
Medlemsstaterne bør forbedre romaernes økonomiske selvstændighed. Det kan ske gennem et stærkere engagement fra virksomhedernes side, især på lokalt plan, herunder ved at tilskynde til ansættelse af langtidsledige, men også ved at støtte roma-iværksætteri, sociale virksomheder og øge jobmulighederne med fokus på roma-unge og -kvinder.
At være europæer i dag betyder at have mulighed for at få succes og have ret til et anstændigt liv, helst på det sted eller i den region, hvor man kommer fra. Større økonomisk inklusion af romaer ville forbedre den sociale samhørighed og reducere de regionale forskelle, ikke kun inden for EU, men også i udvidelseslandene, da de mindst udviklede regioner i Europa har en høj koncentration af marginaliserede romasamfund. Den intelligente brug af en ny generation af fonde under den flerårige programmeringsperiode 2021-2027 (InvestEU og ESI-fondene) vil spille en afgørende rolle ved at eliminere fattigdom, udelukkelse fra boligmarkedet og de afsavn, som romaer oplever. En national strategi for integration af romaer er igen en forudsætning for kanalisering af midlerne, der sigter mod at fremskynde romaernes integration og forebygge og/eller eliminere deres segregering.
Når EU og medlemsstaterne stræber efter at skabe socialt retfærdige og lige samfund, bør de ikke glemme romaernes forhåbninger. Den fortsatte støtte og forbedring af deres politiske repræsentation og borgerlige og kulturelle deltagelse på EU-plan og nationalt plan vil spille en vigtig rolle.
Romaer bør opmuntres til at tage aktiv del i lokal, national og europæisk beslutningstagning for at kunne spille en større rolle i udformningen af de mainstream-politikker, der påvirker dem. Især de unge romaer bør blive en drivkraft for romaernes integration i EU. De bør være dem, der skaber forandring, snarere end dem, der modtager forandring. Roma-vælgere bør ikke kun huskes i valgtider. Derfor bør man være mere opmærksom på beskyldningerne om valgsvindel, der udnytter sårbare romasamfund. Medlemsstaternes valgmyndigheder opfordres til at spille en aktiv rolle i håndteringen af disse beskyldninger. Uddannelse af roma-vælgere spiller en vigtig rolle i denne forbindelse.
Da misinformation spredt gennem de digitale medier underminerer alle borgeres tillid til demokratiske institutioner, forværrer social polarisering og hæmmer borgernes evne til at træffe informerede beslutninger, bør der tilskyndes til flere tiltag, der støtter romabefolkningens nyhedskompetence. Nyhedskompetence, at skelne mellem falske og rigtige nyheder og at lære at evaluere nyhedskilder er afgørende, når vi bevæger os mod yderligere digitalisering, især i sårbare samfund.
På EU-plan bør man styrke de eksisterende roma-støtteplatforme, der engagerer romaer i sociale, økonomiske og politiske spørgsmål, som påvirker dem. Et særligt område, hvor romaernes engagement ville være vigtigt, er den deltagende proces om Europas fremtid, hvor europæerne kan få indflydelse på, hvad EU gør, og hvordan det fungerer for dem. Et stærkere romaengagement i udformningen af deres egen og Europas fremtid kunne bidrage til at ændre tankegang og bekæmpe dybt rodfæstede fordomme og stereotyper, udbredt diskrimination og sigøjnerfjendtlighed i hele Europa.
I disse udfordrende tider og i de kommende årtier har EU ikke råd til at fortsætte processen med at inkludere romaer uden at opnå væsentlige ændringer og ignorere den bekymrende virkelighed for alt for mange af sine borgere. Det påvirker den sociale atmosfære og vores allesammens velfærd. Uden ægte inklusion af romaer risikerer EU at miste sin troværdighed.
2 available translations
Table of content
6 / 54